E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
29 Apr 2017 20:58

New York Times har rangeret de amerikanske præsidenter efter, hvor meget USAs økonomi er vokset under dem.

De rå økonomiske nøgletal taler for sig selv. Selv Truman, der blev præsident lige efter 2. verdenskrig i en verden hvor økonomien var stærkt negativt påvirket af krigen, formåede at skabe større økonomisk vækst end Obama.

Som man kan se nedenfor lander den socialistiske medie-darling på en ubestridt sidsteplads med sølle 1,6 procent vækst:

#1 Johnson (1964-68), 5,3 procent
#2 Kennedy (1961-63), 4,3 procent
#3 Clinton (1993-2000), 3,9 procent
#4 Reagan (1981-88), 3,5 procent
#5 Carter (1977-80), 3,3 procent
#6 Eisenhower (1953-60), 3 procent
#7 Nixon (1969-74), 2,8 procent
#8 Ford (1975-76), 2,6 procent
#9 G.H.W. Bush (1989-92), 2,3 procent
#10 G.W. Bush (2001-08), 2,1 procent
# 11Truman (1946-52), 1,7 procent
#12 Obama (2009-16), 1,6 procent

New York Times understreger, at Obamas dårlige resultat er særligt pinligt, fordi den meget lave procentstigning er sket over hele 8 år. Under mange af de øvrige præsidenter er væksten ikke kun højere, den er sket på kortere tid (typisk 4 år).

Vi har et problem, når vi antager, at bøn kan læres på samme måde, som man lærer matematik eller mekanik. For derved placerer vi os selv
i en slags lederposition, hvor det er os, der er kompetente og har kontrol med det hele. Men når vi beder, bør vores position være som en tjeners,
hvor vi bevidst overgiver kontrollen til en anden og villigt accepterer vores egen inkompetence.
Sandheden er nemlig, at vi alle kommer til bønnen med et forfærdeligt virvar af forskellige motiver; gavmildhed og selviskhed, barmhjertighed
og foragt, kærlighed og bitterhed. På denne side af evigheden, vil vi aldrig blive færdige med at isolere det gode fra det onde og det rene fra
det urene. Men Gud er stor nok til at favne os med alt, hvad vi er. Det er jo det, nåden handler om. Vi er ikke blot frelst af denne nåde, men vi lever også i den. Og vi beder ved den.
Richard J. Foster